Vælg en side

Makrellen er en af mine yndlingsfisk når den kommer til Danmark i Juli og August i store stimer. Der skal jeg altid ud og nappe et par som jeg kan komme på grillen eller koge og spise med agurkesalat.

Makrellen er jo egentlig en slags tunfisk og den kæmper da også som den med vilde udløb, hvor du skal holde godt fast i linen for at det ikke skal gå helt galt.

Nå men de fanger jo ikke sig selv de makrel, så her får du et par tips til hvordan du bedst får dem på krogen.

Fang dem på flåd hvis du fisker fra land

Hvis du fisker fra en mole eller i en havn så er flådfiskeri med sildestykke den bedste metode jeg kender til. Hvis du fisker fra båd kan de tages på snart hvad som helst, men af uransaglige årsager vil de ikke bide på forfang og blink hvis du fisker fra land. Det gælder i hvert fald i Københavns Havn.

Måden du fisker med flåd er at anskaffe et glideflåd, så du kan fiske 3-4 meter under overfladen. Det er super sjovt fiskeri, hvor det kan være stille i lang tid, men så pludselig går flådet under og så er der gang i den.

Smelt er bedst, men sildestykke er også fint

Du skal fiske makrel med fiskestykke som agn og her bruger mange sildestykke. Det fungerer fint, men husk at skære det ud i lange tynde strimler, så noget kan hænge under krogen. Det kan makrellen godt lide. Men en endnu bedre løsning er af fiske med smelt, som er en lille sardinagtig fisk. De kan typisk købes i indvandrerbutikker, hvor man kan købe en posefuld. Dem er makrellen helt vild med! De sidder ikke så super godt fast, men godt nok til at de nok skal blive siddende.